Kaster din hund op, skal du først og fremmest vide, at det er normalt. Hunde kaster op en gang imellem, uden at der er noget galt med dem.
Opkast er en helt naturlig og normal ting. Hunde har en gang imellem brug for at kaste op. Det er kroppens måde at komme af med noget uønsket på. Så det kan være, din hund har spist noget, som dens krop gerne ville af med igen.
En enkelt opkastning en gang imellem er ikke noget at blive bekymret over. Hvis din hund kaster op flere gange samme dag, skal du dog overveje årsagen og måske ringe til dyrlægen.
Hunden har spist noget
Hvis din hund kaster op, kan det være, den har spist noget. Et fremmedlegeme i maven vil irritere den og få hunden til at kaste op.
Har du mistanke om, at din hund har slugt et fremmedlegeme, skal du søge dyrlæge. Der kan du få undersøgt, om det er noget, der skal opereres ud.
Spiser din hund noget, der normalt er spiseligt, men som er blevet dårligt, kan den også komme til at kaste op. I det tilfælde kan du undlade at give den mad og vand i en dags tid, så den faster. Er det meget varm sommer, bør du dog passe på med at tage vand fra hunden. Efter en fastedag kan du give hunden skånekost i form af kogt ris og kylling.
Hunden spiser for hurtigt eller spiser græs
Nogle hunde spiser deres mad meget hurtigt. Det kan resultere i, at hunden kaster maden op igen. Har du en hund, der spiser hurtigt, kan du sørge for, at den spiser langsommere. Du kan dele måltiderne op, så den får flere mindre måltider i løbet af dagen. Du kan også kaste maden på græsplænen og lade hunden arbejde på selv at finde det. Der er desuden mange madskåle på markedet, som er designet til at få hunde til at spise langsommere.
Mange hunde spiser græs, og det er ikke helt klart hvorfor. Nogle har en teori om, at de gør det for at komme til at kaste op. Spiser din hund græs, kan det være, den har brug for at kaste op. Så skal du bare lade den spise det.
Sygdom
En lang række sygdomme og infektioner kan få hunde til at kaste op. Nogle gange følger der andre symptomer med også. Virker din hund sløj og varm, skal du afsted til dyrlægen.
En enkelt opkastning er som nævnt helt naturligt og ubekymrende. Det er dog en god ide at holde øje med hunden, hvis du har set den kaste op. Hold øje med, om den virker sløj, og om den opfører sig anderledes end normalt. Så kan der nemlig være noget galt.
Forebyggelse og behandling
Du kan gøre mange ting for at forebygge opkastninger hos din hund. Du kan dog ikke regne med, at den så aldrig vil kaste op. Opkastning kan forekomme, selvom der ikke er noget galt med hunden. Den slags opkastning skal du ikke bekymre dig om.
Forebyggelse af opkastning pga. fremmedlegeme eller dårlig mad handler om at sørge for, at hunden ikke indtager de ting. Fjern alle ting, som hunden kan finde på at spise. Specielt små ting bør pakkes ned i en skuffe eller lignende. Legetøj, batterier og alt i en størrelse, som hunden kan få ned.
Spiser din hund for hurtigt, forebygger du med mindre eller langsommere måltider.
Det er ikke altid muligt at forebygge alle sygdomme. Du kan dog sørge for at vaccinere din hund og at undgå at lade den være sammen med andre syge hunde. Så har du gjort dit.