Som dyreejer kan du måske få ondt af dit kæledyr, når det sidder og gør store øjne. Hunden og katten skal også have lov til at fejre jul. Men kan de overhovedet tåle at blive fodret med lidt julemad? Her er det, du skal vide, om at dele julegodterne ud til de firebenede venner.
Lad dejen hæve
Dette gør sig ikke kun gældende i juletid. Men det er jo kendt, at man ofte bager mere ved juletid. Og har man en dej stående, kan man jo ikke se sig fri for lige at smage på den. Det kan vi mennesker også sagtens holde til. Anderledes forholder det sig dog med vores små venner.
Din hund eller kats krop er ikke lige så stor som din egen, og det samme kan siges om deres alkoholtolerance. Når dejen i maven fortsætter med at hæve, dannes der en type alkohol, som kan være skadelig for dyret. Pludselig tumler din hund eller kat forvirret rundt, og det kan i værste fald resultere i nogle temmelig alvorlige skader.
Derfor er det vigtigt, at man ikke giver dyrene noget af dejen, og især at dejen står og hæver et sted, hvor dyrene under ingen omstændigheder har adgang til den. For får de først snuden i dejen, er det med at handle hurtigt.
Pas på med konfekten
De fleste er klar over, at en hund ikke må få chokolade. Chokolade indeholder theobromin, som hunde er stærkt overfølsomme overfor. Dette gælder dog også andre kæledyr såsom katte og fugle. Chokoladen er altså noget, man skal sørge for at holde væk fra kæledyrene i det hele taget.
Først skal træet vises, siden skal det spises, synger vi. Men lige julekonfekten er ikke en god idé at dele ud af til kæledyret. Dette skyldes, at hunden er mange gange langsommere end mennesket til at nedbryde theobromin, og i den tid kan stoffet nå at gøre væsentlig skade på organerne.
Sker det alligevel, at vovsen spiser noget chokolade, er det derfor en ubehagelig, men nødvendig pligt at få den til at kaste op med det samme. På den måde kan man nemlig sørge for at mindske den skade, dyrets krop kan tage. Alligevel er det dog bedst at kontakte dyrelægen hurtigst muligt.
I juletiden er der mange kæledyr, der lider under at blive fodret med julegodter, de ikke kan tåle. Så pas i den grad på med chokoladen og hold den oppe i højderne, hvis I har dyr gående rundt i juletiden.
Ved I ikke, at hunden eller katten har guffet chokolade, finder I ud af det ved, at de udviser symptomer. Det kan være, at de kaster op, slingrer rundt, får feber og lignende. Sker dette, skal man under alle omstændigheder ringe til en dyrlæge.
Andre snacks
Der er også mange andre snacks, som man kan finde på at have fremme ved juletid. Her blandt andet rosiner, som kan bruges i julegløggen eller som en lille godbid. Hunden vil sikkert også gerne smage rosiner, men det må du endelig ikke give den.
En hund eller en kat kan få nyresvigt, hvis de spiser blot ganske få gram rosiner. Det kan altså ende med at koste den livet, hvis ikke du passer på. Jo mindre dyr, des større er risikoen for nyresvigt selv ved indtag af nogle få rosiner. Det samme gælder for vindruer, som jo er rosiner, der ikke er tørret ind. Der skal dog en del flere vindruer til, før det bliver fatalt for dyret.
Men som huskeregel er der bare ingen grund til at fodre nogen kæledyr med rosiner. Igen kan det føre til voldsomme symptomer, og tænker du, at din hund eller kat måske har været i rosinpakken, er det fornuftigt at kontakte en dyrelæge med det samme.
En anden snack, som er populær ved juletid, er nødder. Det er også en god idé at undgå at lade din hund eller kat komme i kontakt med nødder. Lad nødderne blive på bordet, hvor de ikke kan nås.
Selve julemiddagen
Når selve julemiddagen skydes i gang, og alle sidder og mæsker sig i and, flæskesteg og hvad der ellers er på bordet, kan man få helt ondt af de små kræ, der ligger så pænt på gulvet. Men også her er det vigtigt at være varsom.
Hunde kan blive alvorligt syge, hvis de pludseligt indtager alt for fed mad. At gå fra den sædvanlige ration af hundemad til et overdådigt julemåltid, kan være utroligt skadeligt for bugspytkirtlen, som der kan gå betændelse i. Det kan desuden være meget usundt for hundens øvrige organer.
Naturligvis kan man lige lade den smage et lille stykke. Det er dog også risikabelt, da hunden helst ikke skal have smag for det lækre kød, men vænne sig til at spise sin hundemad i stedet.
Julen varer længe…
Det vil altså sige, at man generelt skal passe på med at lade hunden guffe julemad. Her er de ting, vi her har gennemgået, som du skal være varsom med at give til din hund eller kat:
-
Dejen til julebagningen kan gøre, at dit kæledyr ender med at komme til skade på grund af den alkohol, der dannes i maven.
-
Konfekt, der indeholder chokolade, og chokolade i det hele taget, er dumt at give til kæledyrene. Det kan gå grueligt galt.
-
Snacks som rosiner og nødder er ikke noget, dit kæledyr har godt af, og det kan i værste fald resultere i nyresvigt.
-
Den store julemiddag er for fedtholdig for et kæledyr, der har været vant til hundemad eller lignende. Fedtet kan simpelthen forårsage betændelse i bugspytkirtlen og slemme symptomer.
Der er altså meget at passe på med, når det kommer til kæledyr og julemad. Ja, måske er det faktisk bare en god huskeregel at tænke, at man generelt ikke fodrer sine dyr med den mad, man selv indtager. Man kan nemlig ikke altid vide, om det er godt for dem, eller om det tværtimod er giftigt. I stedet findes der masser af snacks, som du ikke ville nyde, men som dit kæledyr ville elske. Køb nogle lækre julegodbidder og forkæl dine små venner, når nu de ikke får lov at spise med ved julemiddagen.