Må hunde få æbler?

Må hunde få æbler?

17-10-2020

Kigger din hund bedende på dig, når du spiser et friskt og saftigt æble? Eller er du i tvivl om, om du skal samle de nedfaldne æbler i haven op, før din bedste ven finder dem? I denne artikel får du svar på spørgsmålet: Må hunde få æbler? Derudover kommer vi mere ind på hvilke andre frugter, du kan dele med din hund som en sund og lækker godbid.

Det korte svar er: ja

Ja! Din hund må gerne spise æbler, og der er faktisk rigtig mange fordele ved at lade din bedste ven få en bid med. Æbler indeholder nemlig gode C-vitaminer, K-vitaminer samt fosfor, kalcium og fibre. Det er derfor sundt for både immunforsvaret, nerve- og tarmsystemet, hvis du giver din hund æbler.

Når du vil forkæle din bedste ven med lidt æble, bør du skære det i mindre stykker, så de er lette at hapse. Derudover bør du nøjes med et enkelt stykke, når du selv får dig et æble, da for store mængder kan give din hund mavepine. Oveni indeholder æbler frugtsukker, og sukker bør begrænses i din hunds kost.

Æblekerner er giftige for hunde

Det er dog yderst vigtigt, at du er opmærksom på, at din hund ikke spiser selve kernerne i æblet. Æblekerner indeholder nemlig cyanid. Cyanid er giftigt, og det kan selv i små mængder give din hund mavepine. I større mængder er det i værste fald dødeligt for hunde.

Du skal derfor fjerne æblekerner fra de stykker, du fodrer din hund med. Du bør også indsamle de nedfaldne æbler, hvis din hund går og spiser hele æbler ude i haven. Den kan nemlig ikke selv pille de små kerner ud og vil fortære hele æblet.

Hvis hunden er blevet forgiftet af cyanid, vil den have en øget vejrtrækning, langsom puls, lavt blodtryk og blive omtåget. Det er yderst vigtigt, at du tager kontakt til din dyrlæge, hvis du tror, at din hund er forgiftet af cyanid fra frugtkerner.

Vælg hjemmeavlede eller økologiske æbler

Hvis du vil give din hund æbler som godbid, så bør du vælge enten økologiske frugter eller usprøjtet frugt fra egen have. Sprøjtet frugt kan nemlig indeholde pesticider, der er mistænkt for at virke hormonforstyrrende og påvirke hjernens udvikling – også hos din bedste firbenede ven. Pas derfor godt på dig selv og din hund ved at vælge de økologiske frugter.

Hvilke andre frugter kan jeg give min hund?

Du kan sagtens dele andre frugter med din hund, hvis du blot undgår frugternes sten og kerner. Det er nemlig ikke kun æblekerner, der indeholder cyanid, for dette gælder også blommesten, mirabellesten og pærekerner. Derfor bør du for en sikkerheds skyld fjerne alle former for kerner og sten fra den frugt, du deler med din hund.

Andre frugter uden sten såsom jordbær, bananer og vandmelon er gode godbidder. De indeholder som andet frugt nemlig en masse gode vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Du skal dog være varsom med mængderne, så din hund ikke får for meget frugtsukker. Frugtsukker er nemlig stadig sukker, hvilket kan lede til dårlige tænder og for højt kalorieindtag.

Vi er klar til at hjælpe dig

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?