Der kan komme sygdom i akvariet. I langt de fleste tilfælde er det forhold, der hurtigt og nemt kan afhjælpes med den rette viden og rettidig behandling. Læs med her, og bliv klogere på opmærksomhedssignaler og de mest almindelige sygdomme i akvariet, samt hvordan du undgår dem.
Opmærksomhedssignaler hos fiskene
Kig ofte til dine fisk og undersøg dem for ændret adfærd, der ikke bør forekomme hos fisk, samt om udseendet er anderledes end forventet. Der er enkelte opmærksomhedssignaler som du skal være særlig opmærksom på og som kræver handling straks;
- Fiskene gisper efter vejret: Dette kan betyde at fiskene modtager for lidt ilt i vandet eller at fiskene har en sygdom, der gør at de ikke kan optage tilstrækkelige mængder af ilt gennem gællerne. Det kan yderligere betyde, at akvariet indeholder for stor en koncentration af nitrit eller ammoniak.
- Fisken er anorektisk: det betyder at din fisk ikke spiser og kan være et tegn på sygdom. Fiskene bør spise jævnligt, når der tilføres næring til akvariet.
- Manglende reaktion: Fisk vil som regel reagere på de bevægelser den kender fra akvariefodringen. Særligt når der fodres og foderet befinder sig i vandet, vil det være naturligt at fisk viser interesse for dette. Hvis ikke det er tilfældet, kan det være tegn på sygdom.
- Fiskene står stille: Fisk der står stille i vandet i længere tid eller i mange perioder i løbet af dagen, kan være tegn på sygdom. Det er normal fiskeadfærd, at der er livlige og energifyldte bevægelser i de perioder, hvor der er lys i akvariet.
En god sundhed i dit akvarie
Den generelle forebyggelse af fiskesygdomme og optimering af trivsel for dine fisk er vigtig. Der er ting, der er nødvendige i forhold til håndtering af fisk og rengøring af akvariet, der ikke kan undgås, men som bør minimeres for at gøre dine fisk mest modstandsdygtige overfor sygdomme i akvariet.
- Stress: Fisk kan blive stresset ved håndtering og rengøring af akvariet og derfor bør du kun foretage disse manøvrer, når det er nødvendigt. En stresset fisk er mere modtagelige overfor sygdomme. Det samme gør sig gældende ved temperaturændringer og ændrede koncentrationer af næringsstofindholdet i akvariet.
- Nye fisk til akvariet: Når du hjembringer nye fisk til akvariet, kan det give stress hos fiskene hjemme. Sørg først og fremmest for at der ikke er tegn på sygdomme hos de fisk du køber. Yderligere bør du sikre dig at fisken er af en størrelse og art, der er passende til de fisk du allerede har i akvariet derhjemme.
- Sygdomme: Hvis du er den mindste smule i tvivl om der er sygdomme i dit akvarie, så er det vigtigste af alt en hurtig indgriben. Skift eventuelt halvdelen af vandet i akvariet for at forbedre vandkvaliteten. Når du påfylder nyt vand, bør det være tempereret. Tjek om dit filter virker som det skal og om det er stort nok til dit akvarie og antallet af fisk.
Ichtyopthirius multifillis - fiskedræber med hvide pletter
Fiskedræber er den mest almindelige sygdom i akvariet og er vigtig at have kendskab til i forhold til symptomer, behandling og forebyggelse.
Symptomer: Der vil opstå lyse eller hvide pletter på fisken overflade, der starter som meget små ”krystalliseringer”.
Årsager: Ichtyopthirius multifillis er en parasit, der angriber fiskene i akvariet. Oftest vil parasitten komme som følge af at nye fisk indsættes i akvariet.
Behandling: Parasitdræbende midler, der tilsættes vandet over 7 dage, kan behandle problemet. Hvis sygdommen er udbredt, kan der forekomme hul i fiskens hud, der kan angribes af svamp eller bakterier.
Du kan med fordel kombinere behandlingen med en langsom temperaturstigning i akvariet til 30 grader, hvilket forhindrer parasitten i at formere sig. Temperaturøgningen bør forekomme i 10 dage.
Forhøjet nitrat niveau - svamp i fiskens sår
Symptomer: Ligner vattotter, der kan fremkomme på rifter eller på i fiskens overflade.
Årsager: Som oftest vil sygdommen opstå som følge af for højt nitrit niveau i vandet.
Behandling: Behandles med Esha 2000 eller lignende i vandet, samtidig med oprettelse af det rette næringsstofniveau i akvariet.
Gyrodactylus – klistret fiskehale
Symptomer: Halen klistrer sammen og finnerne på ryggen sidder tæt til kroppen. Nedsætter manøvreegenskaberne for fisken, hvilket kan give udmagring.
Årsager: Forårsaget af en hudparasit, der kaldes gyrodactylus.
Behandling: Kræver intensiv behandling med eksempelvis Tremazol eller lignende, hvilket kræver 80% udskiftning af vandet i akvariet efterfølgende som snegle og rejer sjældent kan overleve.
Hexamita – hulsyge hos fisk
Symptomer: Huller i huden og et hvidt blødt eller deformt ansigtsform.
Årsager: Skyldes en parasit kaldet Hexamita, der lever i fiskens tarm og ved et aggressivt angreb bryder ud omkring fiskens hoved. Parasitten kommer som oftest af dårlig vandfiltrering og dermed utilstrækkelig iltning, hvor der er for mange fisk i akvariet i forhold til kapaciteten.
Behandling: Behandles intensivt over flere gange med midlet Metronidazol. Følg anvisningen for det pågældende produkt nøje. Sørg for tilstrækkelig filtrering og rengøring af akvariet efterfølgende.