Vi forsøger løbende at opdatere denne artikel i takt med, at der offentliggøres nye oplysninger fra regeringen, Fødevarestyrelsen og Sundhedsstyrelsen.
Du kan her blandt andet læse lidt om, hvordan du bør forholde dig til coronavirus som kæledyrsejer. Der kan hurtigt opstå nye spørgsmål hos dig, som fx er hundeejer og dermed er nødsaget til at gå de daglige lufteture med din hund. I dette blogindlæg forsøger vi at svare på de spørgsmål, der kan opstå, hvis du selv bliver syg og har kæledyr i hjemmet, ligesom vi så vidt muligt kontinuerligt vil give dig de nyeste informationer om evt. smittefare hos hunde, katte og andre kæledyr.
Kan coronavirus / COVID-19 smitte fra mennesker til kæledyr?
Der er på nuværende tidspunkt ingen beviser, der peger på, at kæledyr som hunde, katte, kaniner eller andre dyr, kan blive smittet og syge af den nye coronavirus, COVID-19. Derfor er dette som udgangspunkt ikke noget, du bør være bekymret for. Får du dog, af den ene eller anden grund, en mistanke om, at dit kæledyr eller andre dyr, er blevet smittet med COVID-19, bør du omgående kontakte Fødevarestyrelsen.
Indtil videre har der været et enkelt tilfælde i Hong Kong, hvor en hund har været testet svagt positiv for COVID-19. Hundens ejer var imidlertid selv smittet med COVID-19 og havde været i tæt kontakt med hunden. Det antages, at hunden er blevet smittet gennem dens mund eller næse, men da hunden hverken viste tegn på smitte eller symptomer på sygdom, er testresultatet vurderet til at være svagt positivt med en teori om, at hunden har haft partikler med virus siddende i dens pels.
Derfor er der stadig ingen beviser på, at hunde kan blive direkte smittet med coronavirus. Det understøttes også af WHO, som desuden har annonceret, at der IKKE er beviser på, at kæledyr kan blive smittet med COVID-19.
Kan kæledyr overføre smitte mellem mennesker?
Hovedsageligt spreder COVID-19 sig ved tæt kontakt og ved dråber, fx hvis en smittet person hoster eller nyser i nærheden af andre.
På nuværende tidspunkt er der intet bevis for, at kæledyr kan sprede virusset videre mellem os mennesker. Du bør dog stadig sørge for at holde en ekstra god håndhygiejne, og særligt hvis du lufter en potentielt smittet persons hund, eller passer deres kat.
Du bør også være varsom med at klappe andre hunde og katte på jeres daglige lufteture, og du bør altid bruge håndsprit eller vaske hænder, hvis du har kontakt med andres dyr. Dette er naturligvis blot for at være på den sikre side, da du potentielt kan risikere at blive smittet gennem pelsen eller dyrets udstyr.
Hvad gør jeg med mit kæledyr, hvis jeg bliver syg med coronavirus?
Hvis du er blevet smittet med coronavirus, skal du forsøge at undgå at have en direkte kontakt med dit kæledyr, selvom det kan være en svær opgave. Prøv at undgå kys, kram og i teorien også klap. Anbefalinger går samtidig på, at du gør mere ud af den almindelige håndhygiejne som håndvask eller sprit, før og efter kontakt, samt at du bærer mundbind, når du har direkte kontakt med dit kæledyr.
Dette skal dog ikke være af frygt for at smitte din hund, men mere for at undgå at tage imod bakterier fra dit kæledyr, da du kan være svækket af sygdommen. Potentielt kan du risikere at få en infektion, hvis du er svækket og samtidigt tager imod for mange bakterier fra dit kæledyr.
Må jeg lufte min hund, hvis jeg er syg med coronavirus?
Hunde bør luftes – hvis muligt – i egen private have, som gerne skal være lukket af for andre mennesker. Hvis du ikke har adgang til en lukket have, bør du få en bekendt eller en hundelufter til at lufte din hund. Det anbefales dog, at du undgår at lade din hun have kontakt med andre dyr, da COVID-19 potentielt kan overføres mellem hundenes pels, og dermed kan du i teorien risikere at starte en smittekæde hos mennesker.
Må andre passe min hund eller kæledyr, mens jeg er i karantæne?
Du bør så vidt muligt forsøge at få dit kæledyr passet, hvis du er i karantæne, især hunde, som har behov for daglig motion.
Dette kan være et andet familiemedlem i husstanden, som sørger for at lufte hunden og give kæledyret den menneskelige kontakt, det har behov for. Alternativt kan du lade dit kæledyr flytte et andet sted hen, mens du er i karantæne.
Husk at følge ovenstående råd om håndhygiejne. Du kan dog, som det ser ud på nuværende tidspunkt, trygt lade andre passe dit kæledyr, eller fx lade dem lufte din hund. Husk dog at holde en ekstra god afstand til personen, når du skal hente og aflevere kæledyret. Aftal derfor på forhånd nøje, hvordan du giver hunden videre, uden at I har direkte kontakt eller kommer for tæt på hinanden, blot for en sikkerheds skyld.
Hvis du lufter en andens hund, anbefales det, at du bærer handsker og efterfølgende nøje vasker dine hænder eller bruger håndsprit for at være på den sikre side.
Er coronavirus hos hunde det samme som hos mennesker?
Det korte svar er nej.
Lige som med katte og andre dyr, findes der mange typer af coronavirus som er helt ufarlige for mennesker og, intet har med Covid-19 at gøre. Den til hunde er kun et virus, og dette virus smitter ikke mennesker eller omvendt. Coronavirus hos hunde kan for ekselbel give lejlighedsvis udbrud af tarminfektion hos hunde. Sympomener på dette er opkast og diarre, og dette varer normalt et par enkelte dage, og op til en uge. Dødeligheden på denne virus er lav, men højest hos hvalpe med et svagt immunsystem. Sygdommen her går oftes over af sig selv.
Er coronavirus hos katte det samme som hos mennesker?
Det korte svar er nej.
Inden for dyrenes verden findes der mange typer af coronavirus, som er helt ufarlige for mennesker. Coronavirus hos katte er kun et virus, de kan få, og dette virus smitter ikke mennesker eller omvendt. Coronavirus hos katte kan for eksempel give katten diarré, men den vil hverken smitte dig som menneske eller give dig influenzalignende symptomer. Coronavirus hos katte har altså som udgangspunkt ikke noget med COVID-19 at gøre.
Må jeg lade min kat gå ud, hvis den er udekat?
Som det ser ud på nuværende tidspunkt, kan du sagtens lukke din kat ud, som du plejer, da der stadig ikke er nogen beviser på, at kæledyr er blevet direkte smittet med COVID-19. Der er ingen indikationer på, at smitten kan overføres til din kat, eller at din kat kan bringe smitte til dig. Lad derfor trygt din kat leve dens normale katteliv. For en sikkerheds skyld bør du dog vaske hænder, efter du har været i kontakt med katten, når den er hjemme igen.
Hvad er coronavirus / COVID-19?
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret spredningen af en ny coronavirus, for en international sundhedskrise, og Danmark har gjort meget for at indskrænke spredningen inden for landets grænser. Der er tale om en ny type af coronavirus, som smitter mellem mennesker. Virusset kommer fra Wuhan i Hubei-provinsen. Symptomerne på COVID-19 vil ofte, men ikke altid, kunne opleves ved en løbende næse, ondt i halsen, tør hoste, feber og i alvorlige tilfælde vejrtrækningsproblemer.
Artiklen er sidst opdateret den 14/3.