Hvorfor bider min kanin i ledninger?

Hvorfor bider min kanin i ledninger?

18-08-2020

Har du kaniner til at gå frit omkring i dit hjem, og har du undret eller irriteret dig over deres store interesse i dine løst liggende ledninger? På trods af, at kaninen ikke er en del af gnaver familien, så må deres yndlingsbeskæftigelse siges at være netop det; at gnave i egentligt hvad som helst, som den finder på sin vej.

Det er faktisk slet ikke så underligt, for det er gennem nysgerrigt gnaveri på både det ene og det andet, at kaninen undersøger sine omgivelser. Herudover har kaninens tænder åben rod og vokser livet igennem, hvilket gør det livsnødvendigt at slide dem ned i takt med de vokser. Desuden kan du anskue det som et sundhedstegn, da kaninen blot følger sit naturlige instinkt samt at en aktiv kanin er en glad kanin.

Kaninernes sit og ledningerne dit

Det gør det dog ikke mindre irriterende eller problematisk, at kaninen mæsker sig lystigt gennem dine ting. Både på grund af, at du kontinuerligt skal købe nye mobilladere, strømstik til fjernsynet og forlængerledninger, men særligt også fordi, at din kanin kan komme slemt til skade og i værste fald dø af at bide i den forkerte ledning. Et godt første råd er her at give kaninen sit eget tyggelegetøj, så holder den sig som regel fra dine ting. Tænk herudover også på, at kaninen har adgang til legetøj fra naturen, der for eksempel kunne være en velduftende træpind.

Sådan kanin-sikrer du dit hjem

At have en kanin løbende frit omkring i sit hjem minder på mange måder om at have en nysgerrig rolling til at gå på eventyr i hjemmet. Selvom du har givet dem et habilt arsenal af eget legetøj, er alt andet de finder på deres vej mindst lige så spændende og må naturligvis undersøges nærmere. Det er altså derfor op til dig at kanin-sikre dit hjem, så det ikke flyder med spændende ledninger og lignende fremme på gulvet, eller hvor de kan nå dem. Her følger nogle gængse råd til, hvordan du kanin-sikrer dit hjem:

  • Kabelbakker er en effektiv og desuden også pæn måde at få diverse ledninger samlet og væk fra kaninens vej.

  • Med lukkede møbler til fjernsynet kan du gemme ledningerne samlet omme bagved.

  • Ved fritstående fjernsyn kan du bruge en ledningssamler, der gemmer kablerne i et spiralplastikrør.

Sørg dog stadig for, at samleren er monteret til væggen eller på anden måde hænger udenfor kaninens rækkevidde.

  • Bider din kanin også i lister og karme, kan der påsættes jern- eller plasticskinner, og metalrør nederst på bordbenene sikrer dit pæne spisebord mod gnavemærker.

  • Brug babygitre til at holde kaninen ude af rum og væk fra farlige trapper. Sådan undgår du en masse lukkede døre og kan i stedet holde dit hjem åbent og luftigt.
    Husk i øvrigt at vælge gitre uden for bredt mellemrum mellem tremmerne, så kaninen ikke bare hopper lige igennem eller sidder fast.

  • Sidst men ikke mindst et godt råd; hvad der er ude af øje, er ude af sind, også for din kanin.

 

 

Vi er klar til at hjælpe dig

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?