Lov om dyrevelfærd (dyrevelfærdsloven)1)
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Kapitel 1
Generelle bestemmelser
§ 1. Loven har til formål at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn.
§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.
§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
§ 4. Det er forbudt at have seksuel omgang med eller foretage seksuelle handlinger med dyr.
Stk. 2. Forbuddet omfatter ikke handlinger, som udføres af veterinærmedicinske eller zootekniske årsager, herunder i forbindelse med avl og reproduktion eller dyreforsøg, eller af andre lignende berettigede grunde.
Kapitel 2
Behandling og håndtering m.v. af dyr
Særlige regler om forbud
§ 5. Det er forbudt at tvangsfodre et dyr, medmindre det er påkrævet for at behandle dyret mod sygdom.
§ 6. Det er forbudt at anvende levende dyr som mål ved øvelses- og kapskydninger.
§ 7. Det er forbudt at lade et dyr deltage i dyrekampe. Det er endvidere forbudt at afholde dyrekampe.
§ 8. Det er forbudt at anvende kraftmaskiner ved forløsning af dyr.
Særlige regler om tilsyn og behandling af dyr
§ 9. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.
Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på fritgående dyr på græs el.lign. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.
Stk. 3. Enhver, der erhvervsmæssigt holder dyr, skal sørge for, at dyreholdet tilses af en dyrlæge mindst en gang årligt.
Stk. 4. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at dyr skal tilses oftere end nævnt i stk. 1. Ministeren kan fastsætte regler om, hvor ofte dyr omfattet af stk. 2 skal tilses. Ministeren kan fastsætte regler om, at visse mindre dyrehold kan undtages fra reglen i stk. 3.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om indhold, omfang og hyppighed af dyrlægetilsynet efter stk. 3, herunder om, at tilsynet skal ske oftere end en gang årligt.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige for et dyrehold skal føre optegnelser over antallet af døde dyr, der konstateres i forbindelse med tilsyn udført efter stk. 1 og 2.
§ 10. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om hold af dyr på steder, hvor ejeren eller den, der fører tilsyn med dyret, ikke bor, herunder regler om forbud mod hold af dyr på sådanne steder.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om forbud mod udsætning i naturen af dyr, der vanskeligt kan klare sig i naturen.
§ 11. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om behandling og håndtering af dyr, herunder om indfangning af dyr, opbinding af dyr, herunder forbud mod opbinding, forhold om fødsel og nyfødte dyr, oplæring og træning af dyr, artsfællekontakt, flytning af dyr, forbud mod behandling af dyr med henblik på at skjule sygdomssymptomer, brug af hjælpemidler og forbud mod brug af tvangsmidler.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om pasning af dyr, herunder om miljøberigelse, strøelse, tildeling af foder, herunder strukturfoder, og vand samt dyrs adgang til at udføre pels-, hud- og fjerpleje m.v.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om behandling af syge og tilskadekomne dyr, herunder regler om, at den ansvarlige for et dyrehold skal føre optegnelser herom.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om mærkning og registrering af dyr af dyrevelfærdsmæssige hensyn.
§ 12. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om dyrs adgang til udearealer og om, hvor ofte og hvor længe dyr skal opholde sig ude. Ministeren kan fastsætte regler om, at den ansvarlige for et dyrehold skal føre optegnelser over dyrs ophold på udearealer.
§ 13. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om udformningen og anvendelsen af genstande, herunder fjernbetjente eller automatisk virkende genstande, der påfører dyr elektriske stød eller anden væsentlig ulempe. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod anvendelse af sådanne genstande.
§ 14. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om og kan herunder forbyde anvendelse af bioteknologi, genteknologi og lign. på landbrugsdyr.
Særlige regler om hov- og klovpleje
§ 15. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om kloveftersyn, -behandling og -beskæring, herunder regler om, hvem der må foretage dette, og at det skal ske med en fornøden hyppighed.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om beskæring af hove og anlæggelse af beslag, herunder regler om, hvem der må foretage dette, og at det skal ske med en fornøden hyppighed.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at redskaber, der anvendes til beskæring af klove og hove, kun må betjenes af særligt uddannede personer.
Kapitel 3
Forbud mod og begrænsninger i hold af visse dyr
§ 16. Det er forbudt at holde ræve.
Stk. 2. Forbuddet omfatter ikke
1) hold af ræve i zoologiske haver, dyreparker el.lign.,
2) hold af ræve i forbindelse med tekniske og videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet, eller
3) privates hold af domesticerede ræve som familiedyr.
§ 17. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod hold af dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt, eller som vanskeligt kan holdes i fangenskab på en dyrevelfærdsmæssigt forsvarlig måde.
Stk. 2. Politidirektøren kan træffe afgørelse om, at dyr, som holdes i strid med regler fastsat i medfør af stk. 1, om fornødent skal aflives.
Kapitel 4
Rum og arealer, hvor dyr holdes, og inventar m.v. heri
§ 18. Opholdsrum eller opholdsarealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.
Stk. 2. Stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse på bindsel, tøjr og lignende indretninger.
§ 19. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om udformning og indretning af opholdsarealer og opholdsrum til dyr, herunder om plads, støj, lys og lysprogrammer, staldklima m.v. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om inventar m.v. i opholdsarealer og opholdsrum. Ministeren kan fastsætte regler om, at opholdsrum og inventar skal godkendes, før det tages i brug.
Stk. 2. Ved fastsættelse af regler efter stk. 1 om dyr i landbruget skal der fastsættes overgangsordninger, der sikrer, at landbruget får rimelig tid til at omstille sig.
§ 20. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om udendørs hold af landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf, herunder om mulighed for skygge og adgang til stald eller læskur.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at landbrugsdyr samt heste og æsler af bestemte racer og krydsninger heraf kan holdes ude døgnet rundt i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr uden adgang til læskur eller bygning, hvis de naturgivne forhold tillader det.
Kapitel 5
Uddannelse m.v.
§ 21. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om uddannelseskrav i forhold til dyrevelfærd for personer, som er ansvarlige for
1) landbrugsmæssigt hold af dyr,
2) erhvervsmæssig handel med dyr,
3) erhvervsmæssigt opdræt af dyr,
4) drift af dyrepensioner,
5) drift af dyreinternater eller
6) formidling af dyr.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, uddannelsers indhold og varighed, krav til undervisere, eksamen og opnåelse af kursusbevis for gennemført uddannelse samt udformning af kursusbeviser.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav i forhold til dyrevelfærd for personer, som er tilknyttet de i stk. 1, nr. 2-6, nævnte virksomheder uden at være ansvarlige for driften, men som håndterer dyr eller yder rådgivning om hold af dyr i virksomhederne.
§ 22. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at den, som er ansvarlig for et professionelt hold af dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf, skal være over 18 år og besidde en relevant faglig uddannelse. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke uddannelser der opfylder kravet i 1. pkt.
§ 23. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om uddannelseskrav for personer, der foretager mærkning, beskæring eller anlæggelse af beslag på dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger heraf.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om uddannelseskrav til personer, der foretager kloveftersyn, -behandling og -beskæring af malkekvæg.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, hvilke uddannelser der kan opfylde kravene nævnt i stk. 1 og 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, om uddannelsers indhold og varighed og om krav til undervisere.
§ 24. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om uddannelseskrav vedrørende transport af dyr for personer, som er ansat i transportvirksomheder og på samlesteder, og for førere og ledsagere på vejkøretøjer, der transporterer dyr.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om godkendelse af uddannelseskurser, uddannelsers indhold og varighed, krav til undervisere, eksamen og opnåelse af kursusbevis for gennemført uddannelse samt udformning af kursusbeviser.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om suspension og fratagelse af kursusbeviser vedrørende transport af dyr.
Kapitel 6
Aflivning, herunder slagtning
§ 25. Den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt. Aflivning af hvirveldyr undtagen fisk ved drukning må ikke finde sted.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om aflivning, herunder slagtning, af dyr. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om forbud mod visse former for aflivning, herunder slagtning, og regler om, at aflivning, herunder slagtning, af visse dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden særligt uddannet person.
§ 26. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste. Ministeren kan fastsætte regler om, i hvilken periode af drægtigheden forbuddet skal gælde, og om, hvordan og af hvem aflivning, herunder slagtning, skal foretages.
Stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om håndtering af fostre i forbindelse med aflivning, herunder slagtning, af drægtige landbrugsdyr og heste i den sidste tiendedel af drægtighedsperioden.
Kapitel 7
Operative og lignende indgreb
§ 27. Operative og lignende indgreb, der kan påføre dyret lidelse, bortset fra uvæsentlig smerte af forbigående karakter, må kun foretages af en dyrlæge, medmindre indgrebet er uopsætteligt. Lidelse og smerte skal begrænses i videst muligt omfang.
Stk. 2. Operative og lignende indgreb, som har til formål at ændre et dyrs udseende, må ikke foretages.
Stk. 3. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte nærmere regler om operative og lignende indgreb, herunder regler om kastration, halekupering, afhorning, mærkning, isætning af ring m.m. i næsen eller trynen, fjernelse af kløer, tænder og andre legemsdele samt beskæring af næb.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af operative og lignende indgreb kun må foretages af en dyrlæge eller andet særligt uddannet personale.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om forbud mod visse typer af operative og lignende indgreb.
Kapitel 8
Fremvisning af dyr i cirkus, zoologiske haver m.v.
§ 28. Dyr må ikke dresseres eller bruges til fremvisning, cirkusforestillinger, filmoptagelser el.lign., hvis dyret herved påføres væsentlig ulempe.
Stk. 2. Dyr må ikke fremvises i omrejsende menagerier.
Stk. 3. Zoologiske haver, dyreparker og lign. må ikke oprettes uden tilladelse fra ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af virksomheder som nævnt i stk. 3 og om tilsyn med sådanne virksomheder. Ved meddelelse af tilladelser efter stk. 3 kan ministeren fastsætte vilkår med henblik på at sikre overholdelse af bestemmelser fastsat i medfør af 1. pkt.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om hold og fremvisning af dyr i cirkus, forlystelsesparker og lignende virksomheder, herunder om forbud mod hold og fremvisning af visse dyrearter. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om anmeldelse til Fødevarestyrelsen af turné med dyr, herunder arten og antallet af dyr og turnéplanen.
§ 29. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod, at dyr, som er blevet underkastet operative og lignende indgreb, udstilles eller på anden måde fremvises med henblik på bedømmelse af dyrets ydre, brugsegenskaber eller færdigheder.
Kapitel 9
Opdræt, pensioner, internater, handel, tilsyn m.v.
§ 30. Erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr må kun drives med tilladelse fra ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling. Det samme gælder for drift af dyrepensioner og dyreinternater samt formidling af dyr. Tilladelsen skal angive, hvilke dyrearter den omfatter. Tilladelsen kan tilbagekaldes, når særlige forhold taler for det.
Stk. 2. Ved meddelelse af tilladelser efter stk. 1 kan ministeren fastsætte vilkår med henblik på at sikre overholdelse af bestemmelser fastsat i medfør af stk. 4.
Stk. 3. Stk. 1, 2 og 4 finder ikke anvendelse på landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger deraf.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af virksomheden, herunder om krav, der kan stilles til personalet, og om tilsyn.
§ 31. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med erhvervsmæssigt salg af dyr bortset fra landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger deraf til private skal udleveres skriftlig information til køberen om forsvarlig pasning og pleje af dyret.
§ 32. Dyr må kun overdrages til børn under 16 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker.
§ 33. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod salg af visse dyr på markeder og ved andre samlinger af dyr.
§ 34. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om avl af familie- og hobbydyr, herunder forbud mod dette.
Kapitel 10
Forbud mod markedsføring m.v. af visse produkter
§ 35. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod markedsføring af, herunder reklame for og salg af, genstande, der ikke må anvendes ved behandlingen af dyr.
§ 36. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod markedsføring m.v. samt indførsel og udførsel af skind og skindprodukter fra hunde og katte.
Kapitel 11
Transport af dyr
§ 37. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om transport af dyr, herunder syn af dyr, dyrs velbefindende og transportegnethed, håndtering af dyr under transport, forsendelsestider, hvil, vanding og fodring.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om kontrol, godkendelse og syn af transportmidler og containere, herunder gyldighed og vilkår for godkendelser samt tilbagekaldelse, annullering og suspension af godkendelser.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om autorisation af transportvirksomheder, herunder gyldighed og vilkår for autorisationer samt tilbagekaldelse, annullering og suspension af autorisationer.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om midlertidigt forbud mod transport af dyr for transportvirksomheder og transportmidler.
Stk. 5. Ministeren kan fastsætte regler om indretning, konstruktion og udformning af transportmidler og på- og aflæsningsfaciliteter, herunder vedligeholdelse og anvendelse, inventar, ventilations- og temperaturovervågningssystemer, anvendelse af navigationssystem, pladsforhold og arealkrav for dyr, adgang til dyrene, forhold om strøelse eller tilsvarende materiale på transportmidlets gulv, forhold om tag eller overdække på transportmidler og beskyttelse af dyr mod vejret.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte regler om planlægning af transport, herunder udveksling af information mellem aktører, varetagelse af dyr før, under og efter transport, udførelse og tilendebringelse af transporter, beredskabsplaner til brug i nødsituationer, foranstaltninger til at undgå forsinkelse og tilbageholdelse af transporter af dyr og føring og kontrol af logbog.
Stk. 7. Ministeren kan fastsætte krav om dokumentation og ledsagedokumenter, herunder forevisning på forlangende, oplysningspligt og registrering og opbevaring af dokumenter og oplysninger.
Kapitel 12
Det Dyreetiske Råd
§ 38. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling nedsætter et råd, der ud fra en etisk vurdering skal følge udviklingen inden for dyrevelfærd. Rådet kan afgive udtalelser om spørgsmål inden for dyrevelfærd og dyreetik. Rådet skal endvidere på ministerens begæring afgive udtalelse om særlige spørgsmål vedrørende lovgivningen om dyrevelfærd og dyreetik, herunder rådgive ministeren i forbindelse med fastsættelsen af regler efter denne lov.
Stk. 2. Rådet varetager på eget initiativ eller på ministerens begæring informations- og debatskabende aktiviteter inden for sit virksomhedsområde, jf. stk. 1.
Stk. 3. Det Dyreetiske Råd består af 1 formand og mindst 10 andre medlemmer. Medlemmerne beskikkes for 3 år ad gangen.
Stk. 4. Ministeren udpeger rådets formand og de øvrige medlemmer. Heraf udpeges 2 medlemmer efter udtalelse fra dyrevelfærdsorganisationer, 2 medlemmer efter udtalelse fra landbrugets organisationer og 1 medlem efter udtalelse fra Forbrugerrådet Tænk.
Stk. 5. Ministeren skal ved sammensætningen af rådet så vidt muligt sikre, at der blandt rådets medlemmer er personer med indsigt i de faglige discipliner, der har særlig betydning for løsningen af de opgaver, som er tillagt Det Dyreetiske Råd.
Stk. 6. Ministeren kan fastsætte de nærmere regler for rådets virksomhed i en forretningsorden.
Kapitel 13
Særlige opgaver for dyrlæger og politi
§ 39. En dyrlæge, der bliver bekendt med, at et dyr behandles uforsvarligt, skal anmelde forholdet til politiet. Dette gælder dog ikke, hvis forholdet ikke er groft og i øvrigt straks rettes.
Stk. 2. En d