Nyheder
17 % flere bookinger af kæledyrsvenlige værelser hos Scandic
Flere og flere gæster vælger at tage deres kæledyr med, når de rejser – særligt i sommermånederne. Hos Scandic har man i hele Norden set en stigning i antallet af bookinger af kæledyrsvenlige værelser, og hunde er de mest populære kæledyr at medbringe på rejsen. Udviklingen afspejler en bredere tendens, hvor kæledyr i højere grad betragtes som en naturlig del af familien.
Det er populært at rejse med kæledyr i hele Norden. Fra 2024 til 2025 steg bookingerne af kæledyrsvenlige værelser med 17 procent på Scandics hoteller i både Danmark, Sverige, Norge og Finland. Og muligheden for at rejse sammen med det firbenede familiemedlem bliver en stadig vigtigere faktor for mange gæster.
- Hvert femte danske hjem har hund, og for mange er hunden en udvidet del af familien. Stadig flere ønsker at have deres hund med, når de rejser, og det stiller krav til omgivelserne omkring hunden. Skal det fungere, er det vigtigt, at både hundeejere og overnatningssteder tager ansvar for at skabe en tryg og rolig ramme for hunden. Derfor ser vi positivt på, at aktører i turisme- og oplevelsesbranchen, som Scandic, er opmærksomme på behovet og bidrager til at skabe gode rammer for hunden, når man er på farten, siger Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent og presseansvarlig i Dansk Kennel Klub – Danmarks største interesseorganisation for hunde og hundeejere.
Kæledyr må medbringes på de fleste Scandic-hoteller, og på hotelkædens danske hoteller mærkes efterspørgslen på kæledyrsvenlige overnatningsmuligheder. Flere hoteller oplever en stigende interesse fra gæster, der ønsker at tage deres kæledyr med på ophold.
- På Scandic Spectrum byder vi hvert år mange gæster med dyr velkommen. Vi ved, at kæledyr er en vigtig del af familien for mange, og derfor ønsker vi at gøre det nemt og trygt at tage dem med på ophold, så man slipper for at skulle efterlade dem hjemme. Vi gør os umage for at skabe gode rammer for både dyr og ejere, siger Kirsten Glente Grindsted, hoteldirektør på Scandic Spectrum.
Selvom kæledyr er velkomne hos Scandic, må hunde og andre dyr (udover førerhunde) ikke medbringes i hotellernes restaurant.
I Danmark er Scandics mest populære hoteller at medbringe kæledyr på Scandic Kolding, Aalborg Øst, Scandic Silkeborg, Scandic Opus Horsens og Scandic Spectrum i København.
Få hotellernes 5 tips til et trygt og behageligt hotelophold med dit kæledyr
1. Tag noget velkendt med hjemmefra
- Et tæppe, legetøj eller en kurv med velkendte dufte kan give dit kæledyr ekstra tryghed i de nye omgivelser.
2. Find de bedste gåruter på forhånd
- Undersøg, hvilke grønne områder og stier der findes i nærheden, inden I ankommer. Hotellets reception hjælper gerne med tips til lokale gåture.
3. Vis hensyn til de andre gæster
- Hold hunden i snor på fællesarealer, og husk, at ikke alle hotelgæster er lige trygge ved dyr.
4. Lad ikke kæledyret være alene for længe
- Nye omgivelser kan være overvældende for de fleste kæledyr. Begræns derfor så vidt muligt den tid, hvor dyret er alene på værelset. En hund eller andet kæledyr må selvfølgelig heller ikke efterlades alene i en varm bil, hvor temperaturen stiger hurtigt.
5. Vælg gerne et værelse i stueplan
- Under opholdet kan der blive mange ture udendørs, og et værelse tæt på indgangen gør det nemmere og mere praktisk for både dig og dit kæledyr at komme udenfor.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: